FN’s generalsekretær António Guterres er til BBC kommet med en dyster advarsel før COP27 (6-18 nov.) i Sharm el Sheikh, Egypten, at verden vil ende i en global klimakatastrofe, hvis vi ikke vender udviklingen. Jorden er på vej til at blive 2,6 gr. C varmere, og udledningen af CO2 i atmosfæren var i 2021 det højeste nogensinde, og den største udledning kommer stadig fra afbrænding af kul, olie og gas. Den globale middeltemperatur er allerede steget 1,2 gr. C
Landbruget skal som industrien reducere CO2 udledninger, og venstrefløjen ønsker færre svin og køer i Danmark og flere plantebaserede afgrøder. Vor kost bør være mere grønt, men mange plantebaserede fødevarer importeres. Müsli produceres i Danmark men ikke de tilsatte rosiner, som ofte importeres fra Chile og pakkes i Litauen, før de ender i Danmark. Mandler er ofte fra Californien, mens linser dyrket i Tyrkiet beskrives som produceret i ikke EU-jordbrug, og økologiske ris er ofte af sydamerikansk eller asiatisk oprindelse.
Nogle fødevarer importeres, mens andre eksporteres, og transport betyder noget udledningsmæssigt. Hvis vi skal spare på el og CO2 udledninger, skal vi måske heller ikke bruge fryser og drivhuse. Hvis man kun vil dyrke på markerne og ikke i de opvarmede drivhuse i by og på land, skal vi tilbage til kartofler og kål og andre rodfrugter om vinteren. Skal vi spise mindre kød og drikke havremælk, bør det vel også gælde for vore husdyr som fx de 800.000 hunde, vi har i Danmark. Der er i Netto og andre butikker mange hylder med mad til vore 4-benede venner – lige fra tørret oksekød og kyllinge tyggeben samt lammekød og andebryst, og ca. halvdelen er importeret fra Kina men pakket i Danmark. Men måske bøvser de kinesiske køer ikke så meget som de danske.
Nogle såkaldte idealister prøver at humanisere dyr (mink o.a.), som man derefter ikke kan have i bur eller spise. Der var for mange år siden en stemning mod sælfangst i Grønland, men sæler er en del af kosten, og en plantebaseret kost i Grønland skal importeres eller vokse i drivhuse, indtil den globale opvarmning ændrer klimaet i det arktiske til: Arctic on Fire.
I New Scientist (20.8.2022) er der omtalt en rapport fra University of Leeds, UK, hvor prof. James Webster m/stab har lavet en undersøgelse, der konkluderer, at ældre vegetarer har 33% større sandsynlighed for at brække en hofte end folk, der spiser kød, der indeholder flere proteiner samt vitaminer og mineraler som kalk og vitamin B12. Vegetarer bør evt. have kosttilskud.
Vi skal have mere billig ren energi, så vi kan bruge drivhuse til tomater og andre grøntsager, og vi skal ikke ødelægge mere landbrugsjord og havmiljø med store fugle- og insektdræbende vindmøller men satse på atomkraft i form af minireaktorer. Det vil være let at ændre folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark og lade danske Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies producere fx på et tidligere skibsværft. Atomkraft kræver færre ressourcer og langt mindre arbejdskraft end de mange vindmøller, man planlægger. Der er i forvejen knaphed på metaller o.a. til at redde verden med en grøn omstilling af vind og sol inkl. nødvendige batterier.
Med atomkraft ville vi ikke have været i nuværende klima- og energikrise. Mio. af mennesker er døde pga. forurening fra fossile brændsler, og selv i dag er der folk – mest ældre, der ikke tror på atomkraft, selv med de kommende minireaktorer, der kan spredes ud over landet, men en global opvarmning er langt farligere! Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies er klar til produktion fra ca. 2028, og Copenhagen Atomics regner med om kort tid at kunne fremvise en prototype. Seaborg Technologies har haft kontakt med klimaministeren uden at overbevise ham om fordelen ved atomkraft, men Seaborg har allerede kontrakt om levering af 7.500 minireaktorer i Sydkorea.
Hvis vi skal gøre os håb om at redde jordens klima, er vi nødt til at bruge atomkraft, som anbefalet af FN’s IPCC. Det er ved at gå op for flere og især af de unge, og det gælder netop deres fremtid.
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk – earthissue.com, DKA 30. okt. 2022