Klimaminister blev væk fra vigtigt møde om ny atomkraft – mange lobbyer for vindmøller, men hvad med den ny atomkraft?

Tidligere gjorde firmaer selv reklame for deres produkter, men i dag ansættes lobbyister, og en af de store er Green Power Denmark, der har hovedkontor i København men også kontor i Aarhus og i Bruxelles tæt på EU’s beslutningstagere. Green Power Denmark producerer ikke noget selv men er talerør for den danske energisektor (mest vind og sol) og er fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft, sammenlagt 23.3.2022 med forhenværende Venstre politiker Kristian Jensen som direktør og 4 andre direktører samt tilhørende personale. Det er et imponerende talerør, som gerne skulle give en merindtjening til de firmaer, det arbejder for. Green Power Denmark har været leverandør af klima- og energiminister Lars Aagaard, som tidligere var direktør i Dansk Energi.

Green Power Denmark reklamerer ikke for biomasse, der er nødvendig backup for ustabil vind og sol. Danmark importerer årligt træpiller (biomasse) fra et skovareal så stort som Fyn og Sjælland tilsammen. De brændes af i danske kraftværker, og energistyrelsen har oplyst, at den samlede import af træpiller i 2020 var på 2.591.964 tons. Et hus på 150 m2 opvarmet ved træpiller bruger ca. 5 tons årligt. Afbrænding af træ er 150% værre end kul og er et problem. Til sammenligning indeholder 300 g uran til atomkraft 6,8 GWh energi, hvilket svarer til 1400 tons træpiller. Biogas, som bruges i stedet for naturgas, kommer fra organisk materiale bl.a. fra grise og køers afføring, så hvis man ønsker mere biogas, har man et problem, hvis man samtidig vil have færre husdyr!

Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies udvikler MSR (molten salt reactor) minireaktorer, som er et stabilt, sikkert og rent alternativ til de mange kæmpestore havvindmølleparker, der nu planlægges. Men de to virksomheder har ikke lobbyister eller gode vilkår i pressen eller hos staten. De kan ikke producere i Danmark pga. folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark. Copenhagen Atomics forventer prototype klar i 2025 og produktion fra 2028. Seaborg Technologies har indgået aftale med TerraPraxis (stiftet i Oxford 2009) om at erstatte 2400 kulkraft­værker med ren energi – atomkraft o.a. inden 2050 og forventer en prototype klar i 2024 med produktion fra 2026.

Kristian Jensen er blevet en dygtig reklamemand med tillærte talegaver og har lært at kontrollere de interviews, han udsættes for. Ikke engang Deadlines skarpe journalist kan få ham til at vakle. Han går udenom ubekvemme spørgsmål ved at svare: Jeg vil begynde et helt andet sted ….. og undgår at svare på spørgsmålet, og det lykkes ofte. Han har kontakter fra sin tid på Christiansborg, hvor vind- og solenergi har medgang hos politikere og medier, som ikke stiller spørgsmål om dyre energiøer og kabelnet, afskalning af vindmøllevinger, og man holder debatten om atomkraft ude.

Britiske Rolls Royce, kendt for flymotorer og luksusbiler, vil etablere 200 SMR (small modular reactor) atomkraftværker til 18 mia. kr. pr. stk. inden 2050 i Østeuropa, Tjekkiet, Polen, Finland, Sverige og Norge – uden om Danmark. I første omgang skal de fremstilles i UK og fragtes til landene. Der er allerede underskrevet en hensigtserklæring med Norsk Kjernekraft, som den norske rigmand Trond Mohn står i spidsen for. Sammen med de øvrige ejere vil han de næste 10 år udbrede atomkraft i Norge. Nogle mener, atomkraft kan blive stort som det norske olieeventyr, hvilket skaber interesse for investering, og Norsk Kjernekraft mener, kernekraft er nødvendigt for klimaet.

Danmark deltog ikke, da 11 af EU’s energiministre var i Stockholm tirsdag den 28.2.2023 for at drøfte et øget samarbejde om ny atomkraft. Den svenske energi- og erhvervsminister Ebba Busch er tilhænger af atomkraft. Den danske klima- og energiminister burde have deltaget i et så vigtigt møde, hvor man drøftede forsyningssikkerhed og ens sikkerhedsstandarder. Det kan især undre, da man i Danmark har to virksomheder Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies, som har skabt interesse i udlandet som en gamechanger med deres avancerede reaktorer, som vil kunne anvende atomaffald og dermed løse et endnu uløst problem. Uden atomkraft vil Danmark komme bagud i forhold til de andre nordiske lande mht. forsyningssikkerhed, men vi har en energiminister, der ikke vil inkludere den stærkeste energi men alligevel siger, at han ikke vil udelukke noget på forhånd!

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com, DKA 15. marts 2023


Udgivet

i

af

Tags: