Der har i jordens historie altid været naturkatastrofer – sidst i Tyrkiet og Syrien med jordskælvet 6.2.2023, der dræbte 33.000 mennesker. Naturkatastrofer er ikke menneskeskabte men tragiske.
Mere tragisk er menneskeskabte ødelæggelser pga. krige som i Ukraine, der er skabt af ondskab, grådighed og magtbegær. Det går ikke kun ud over mennesker men også over deres kulturarv o.a.
Værst er den begyndende globale opvarmning, som måske ikke kan stoppes og kan ødelægge livet for millioner af mennesker og dyr på jorden. Opvarmningen er begyndt, og katastrofer har indfundet sig med tørke, oversvømmelse og havstigninger til skade for millioner af mennesker, der må migrere pga. mangel på mad, vand og arbejde. Man er ikke for alvor gået i gang med at stoppe udledningen af CO2, og nu er udledningen af CO4 også begyndt. Det er metan, der ikke kun kommer fra køers prutten og bøvsen men også fra det arktiske område, hvor permafrosten smelter og udløser millioner af tons metan (CO4), som er en langt værre drivhusgas men dog ikke forbliver i atmosfæren så længe som CO2. Stopper vi så udledningen? Nej, vi prøver at finde en løsning på at optage og lagre CO2 bl.a. i den danske undergrund, men det ville være bedre at stoppe udledningen!
Verdens overbefolkning er i sandhed menneskeskabt og er en del af klimaproblemet – jo flere mennesker jo mere forurening. Mennesket har bredt sig på bekostning af dyr og natur. Mange lever i fattigdom bl.a. i Afrika, der nu trues af klimaændringer. I Nigeria, der er det folkerigeste land i Afrika, var der i 1930 ca. 19 mio., og nu er der 220 mio. indbyggere. Ca. 63% af befolkningen lever i fattigdom pga. mangel på adgang til sundhedspleje m/familieplanlægning, uddannelse og arbejde.
Ligegyldigt hvad vi foretager os, er energi vigtig, og skal man hæve levestandarden i et fattigt land, kræver det megen stabil og billig energi. Det kan også være til afsaltning af havvand for at skaffe drikkevand, for vand er nødvendig for menneskets overlevelse, både personligt og også til produktion af fødevarer. Hvis der – som det sker i dag – er tørke i Spanien og Marokko, så bliver der færre grøntsager og frugter i danske supermarkeder, og hvis vi selv skal dyrke samme mængde i drivhuse og bylandbrug/hydroponik, skal der mere energi til. Vi kan ikke spare os ud af problemet.
For at bremse den globale opvarmning, hvilket bør have topprioritet, bør der komme mere fokus på kernekraft. FN’s klimapanel IPCC anbefaler også kernekraft som nødvendig, men de danske politikere er stadig tøvende. Der har i den sidste måned været udsendelser i TV, den ene med journalist Anders Lund Madsen, der i en serie på 4 i ‘Atomkraft – ja tak!’ kom med sin vurdering. Udsendelsen mindede om en tidligere og nu genudsendt udsendelse med biolog og journalist Line Frederiksen fra 2016 med ‘Atomkraft – hvorfor egentlig ikke?’ Begge fokuserede på ulykkerne på Tjernobyl og Fukushima, og Anders Lund Madsen sluttede i Hiroshima, der uden sammenligning er en forløber for atomkraft. Begge var hos Seaborg Technologies og ny teknologi med minireaktorer og større sikkerhed, men ellers var der mest om atomkraft ulykker og affald, hvilket også er det, folk frygter. Det mest positive Anders Lund Madsen sagde var, at hans far havde været tilhænger af atomkraft! Til sammenligning vises to dokumentarfilm om atomkraft: ‘Atomic Hope’ den 18. marts i Nationalmuseet og ‘Nuclear Now’ (Oliver Stone) i Bremen bio 23. marts 2023. Begge konfronterer den massive misinformation om kernekraft, som faktisk er verdens reneste og sikreste energi.
Energi betyder meget for vor sikkerhed, og adgang til energi kan også give konklikter, og faktisk var den russiske gas indirekte medvirkende til krigen i Ukraine. Europa med den tyske kansler A. Merkel blev ‘lokket’ til afhængighed af den russiske gas af Putin og faldt i fælden, så Putin troede, at de vestlige lande ikke ville stå i vejen for en annektering af Ukraine som af Krim 2014. Kun den tidligere amerikanske præsident Donald Trump advarede, men ikke mange erkender det i dag. Hvis vi indførte kernekraft fx via Copenhagen Atomics med deres minireaktorer, kunne vi om ca. 10 år blive uafhængige af kul, olie, gas og biomasse og uafhængige både af Rusland og de arabiske lande.
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com, DKA 9. marts 2023