For 50 år siden var mange virksomheder interesseret i atomkraft til forsyning af energi, men efter folkeligt pres blev det bremset af Christiansborgs politikere, der ved en folketingsbeslutning i 1985 besluttede ikke at have atomkraft i Danmark. På det tidspunkt var kun få videnskabsfolk klar over, at en kommende energi- og klimakrise ville blive et problem. Men i 1988 kom James Hansen (videnskabsmand, NASA, USA) med en advarsel til US kongressen, at menneskelige aktiviteter med 99% sikkerhed ville få temperaturen til at stige. Kul-, olie- og gasindustrien gjorde dengang modstand mod atomkraft, som ikke skulle formindske deres indtjening. Det har altid drejet sig om penge, og det gør det stadig, selvom man kan undre sig over, at direktører i sådanne industrifirmaer ønsker at efterlade et dårligt eftermæle til verden, den næste generation og deres egne børnebørn.
Den grønne omstilling er snyd, for sol og vind kan aldrig fungere uden backup eller lagring. Hvis vi kun havde vind og sol, ville der i løbet af få dage opstå kaos, for uden strøm kan alt vort tekniske, digitale udstyr med computer o.a. ikke fungere, og moderne mennesker ønsker ikke kun at vaske tøj om natten, eller når vinden blæser, og solen skinner. Ustabil energi dur ikke i et moderne samfund. Den nye teknologi med atomkraft har også udviklet sig, og i dag satses på minireaktorer på størrelse med en container, der kan transporteres på lastbil og problemfrit og sikkert kan sættes op overalt.
I 2020 investerede Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens investeringsselskab, Heartland, et tocifret millionbeløb i danske Seaborg Technologies, der allerede har et navn i Sydkorea for udvikling af sin minireaktor. Ligesom et andet dansk firma Copenhagen Atomics er begge klar til produktion fra 2028 og vil kunne levere til både Danmark og verden. Deres reaktorer kan opsættes overalt – dog arbejder Seaborg med at opsætte sine på pramme. Copenhagen Atomics kan med sin waste burner genbruge atomaffald og har allerede kontrakter ikke i Danmark men i Indonesien.
NOVO Fondens bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen har besluttet af afsætte 120 mio. kr. til udvikling af atomkraft i Danmark. Han håber at bidrage til, at Danmark kan blive verdensførende indenfor fremtidens grønneste energikilde – atomkraft, som i dag er den eneste mulighed for at blive fri af de fossile brændstoffer inkl. biomasse, der betyder afskovning. Lars Rebien Sørensen mener, at atomkraft er helt afgørende for en stabil energiforsyninng og for at blive CO2-neutral.
I september 2023 kom så budskabet fra Dansk Industri (DI) fra topchef Lars Sandahl Sørensen, at Danmark bør indføre atomkraft, og at regeringen bør fjerne folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark. Han taler om de små minireaktorer, som Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics udvikler. De er langt fremme til trods for, at de startede i 2015 på privat basis og først nu har samarbejdspartnere. Copenhagen Atomics har også startet et datterselskab i England – UK Atomics. Det ville da være ærgerligt, hvis produktionen fandt sted i England i stedet for i Danmark, som kunne stå i spidsen for ren, billig og stabil energi og tjene mange penge.
Efter udmeldingen fra Lars Sandahl Sørensen fra DI var der en stor artikel i Politiken (28.9.23), som spurgte Brian Vad Mathiesen, energiplanlægger og prof. fra Aalborg universitet og kendt for sin modstand mod atomkraft. Han taler som vindindustriens forlængede arm og mener, atomkraft er for dyrt og tager for lang tid at bygge, men det er direkte forkert, for når Seaborg T. og Copenhagen Atomics fra 2028 starter produktion, kan det ske på samlebånd, og eksisterende elnet kan anvendes.
Bent Lauritzen, atomkraftforsker og afdelingsleder på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) mener, det er bedre at indføre atomkraft nu i stedet for om 5-10 år at erkende, at atomkraft var nødvendigt. Da vi også er integreret i EU’s elnet, er det absolut nødvendigt at få gang i atomkraft, især efter at Tyskland lukkede sine atomkraftværker og nu satser på vind, sol, gas og endda har genåbnet gamle brunkulslejer – som dem vi havde i Danmark i Søby brunkulslejer ved Herning under 2. verdenskrig, da der var mangel på brændsel. Nu haster det med atomkraft aht. klimaet.
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earth.issue.com, DKA 2. okt. 2023