Energi er vigtig for et lands økonomi, og Danmark kan blive selvforsynende vha. atomkraft

Flere ting er vigtige for et land: vand, fødevarer samt energi, og i urolige tider ville det være godt at være mindre afhængig af andre lande. I Tyskland er det gået galt, bl.a. fordi man lukkede atomkraftværkerne og gjorde sig afhængig af russisk gas. Nu har tyskerne valgt en ny regering med kansler Friedrich Merz, som måske vil genåbne atomkraftværkerne for at styrke den haltende tyske økonomi. Danmark er stadig afhængig af import af energi og biomasse til backup for vind og sol.

I fremtiden bliver der behov for mere energi til bl.a. AI (kunstig intelligens) og nye teknologier. Danmark har satset på et Europa med udveksling af energi på kryds og tværs – fra land til land, og helst med vind og sol, for ”det blæser jo altid et eller andet sted”. Nu vil Danmark producere dyr brint, som via et rør skal føres fra Esbjerg til Tyskland, som bl.a. pga. deres Energiewende med lukning af atomkraftværker er i økonomisk krise med mangel på energi. Det er et tysk problem!

Det kan blive svært at skaffe fødevarer til en stigende global befolkning, for dyrkning af afgrøder kræver rent vand. Med klimaændringer, der medfører tørke og oversvømmelse, vil der blive flere ubeboelige steder, hvor der pga. vandmangel ikke kan dyrkes fødevarer. Hvis gletsjere og vand fra bjerge i Himalaya og andre steder skulle forsvinde, ville over 300 mio. mennesker være nødt til at migrere. Dyr udryddes eller tilpasser sig, og man skal finde planter, der er resistente til et nyt klima eller bruge genmodificerede afgrøder. Dyrkbar landbrugsjord bør ikke dækkes med solceller.

Med ustabil energi fra vind og sol, kan Danmark få strømudfald og mangel på stabil energi til industrien. Ved planlægning er der ikke taget højde for, at det er let at ødelægge kabler fra land til land. Det er bedre med atomkraft-minireaktorer, der ikke så let kan udsættes for sabotage. De kan fx ligge under jorden og servicere et mindre eller større areal og garantere forsyningssikkerhed.

I den nuværende usikre verdenssituation med sabotage i Østersøen har Norge besluttet at droppe elkabler til Danmark fra 2026 og ønsker nu at bruge atomkraft for at få mere stabil energi i landet. Kabelforbindelsen mellem Norge og Danmark (Jylland) begyndte i 1977, 1993 og 2014 (Skagerrak 1+2+3+4) og har betydet god eksport for Danmark. Norge har store mængder thorium til brændsel i de nye minireaktorer, da den norske undergrund indeholder ca. 170.000 tons thorium, hvilket er den tredjestørste forekomst i verden. Det betyder, at Norge med thorium har ca 120 gange mere energi end fra landets olie og gas. 100 g thorium vil være tilstrækkeligt til 1 persons livslange energi til alt!

Arbeiderpartiet i Norge har før været imod, men vil nu undersøge muligheden for atomkraft til landets stigende energiforbrug og for at supplere landets vandkraft. Atomkraft vil kunne bruge det eksisterende elnet, og det vil være en fordel, at landet er selvforsynende. Det kan Norge blive med atomkraft, og det kunne vi også blive i Danmark, hvis der var politisk flertal for det.

Vi bør følge Norges eksempel og indføre atomkraft, især da vi allerede har iværksætterne Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics, der snart er klar til at producere SMR = små modulære reaktorer til at levere billig og rigelig energi. Danmark kunne være selvforsynende med energi, hvis atomkraft indgik i det danske energimix. Copenhagen Atomics bruger thorium som brændsel, og Grønland har store ressourcer af thorium (og uran), som også kunne give landet indtægter til at opbygge et mere selvstændigt samfund. Mængden af thorium er globalt ca. 3 gange større end uran.

Tyskland kan ved en beslutning i den nye regering genåbne atomkraftværkerne, men i Danmark vedtog Folketinget i 1985 en beslutning om ikke at have atomkraft i Danmark. Denne beslutning kan dog fjernes ved en ny folketingsbeslutning, hvilket burde ske snarest muligt. Vi kan ikke bremse den globale opvarmning uden atomkraft, og Danmark bør deltage i kampen mod de katastrofale klimaændringer, som også vil skade vort eget land. Vi bør følge Niels Bohrs drøm fra 1955 om at indføre atomkraft til fredelige formål. Det ville være uansvarligt ikke at gøre det.

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com, DKA 26. feb. 2025


Udgivet

i

af

Tags: