Folketingsvalgets tema var færre svin, men der bør også være færre, der sviner – overbefolkning er et stort problem

En regering bør være for hele folket. Lige nu er der en deling i befolkningen, hvor venstrefløjen er de rød-grønne og højrefløjen de blå-sorte, og selv Lars Løkke Rasmussen brugte udtrykket. Det sorte giver ingen mening, for kullene er jo udfaset – næsten da, men det lyder ondt og nedladende! De fleste – ja vel alle – ønsker et rent og bæredygtigt Danmark, og det burde eksperter kunne give opskriften på, så der kun skulle være detaljer tilbage. Alle ønsker en bedre folkeskole for vore børn, alle ønsker bedre ældrepleje, bedre trafikforhold, bedre sundhedspleje, så det er vejen derhen, man ikke kan blive enige om, men eksperter kunne give en anvisning på, hvordan det sker bedst muligt.

Af hensyn til drikkevand og fare for udledning af for meget kvælstof ønskes færre husdyr især svin, og at landbruget omlægges til mere plantedrift, men hvad med de alt for mange mennesker, der sviner og bruger ressourcer. Danmark er i dag overbefolket, og vores overshoot day, hvor årets ressourcer faktisk skulle være opbrugt, er i år den 20. marts 2026. Danmark ville være bæredygtig med 4 mio., men ifølge Danmarks Statistik er der pr. 1. februar 2026 over 6 mio. mennesker, der hver især forurener og udleder mellem 11-17 ton CO2 årligt. Vi er blandt verdens højeste udledere pr. indbygger, hvor det globale gennemsnit er 6-7 ton.

Jorden vil være bæredygtig med 2,5 mia. mennesker, men i dag er der ca. 9 mia. For at sikre en langsigtet økologisk balance, bør der ske en drastisk reduktion, men nogle politikere foreslår tværtimod, at der skal fødes flere børn pga. en demografisk ubalance. De gamle dør, og flere unge bliver til flere gamle, og med flere til at slås om ressourcerne, bliver der også flere konflikter og flere flygtninge. Flere mennesker bruger mere drikkevand, mad o.a., så hvis planetens ressourcer skal opretholdes, skal vi være færre mennesker og ændre vort forbrug. Hvad angår arbejdskraft kan man indføre civil værnepligt, så unge mennesker kan arbejde et år, hvor der er behov.

Religionshistoriker, forfatter Jens-André P. Herbener udgav i 2022 bogen ‘Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden’ om klima- og biodiversitetskrisen. Mennesket har med tiden tiltaget sig en gudelignende status på bekostning af jordens andre arter og bør ikke have en særlig fortrinsret på kloden. Jordens befolkning burde reduceres til 2-3 mia. mennesker. Der skal være plads til alle, inkl. natur, dyr og mennesker, og fossil energi bør erstattes med sol, vind og atomkraft.

De to danske firmaer Copenhagen Atomics og Saltfoss Energy er nået langt i deres udvikling af de små modulære atomreaktorer (SMR) og er tæt på produktion, så folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark bør fjernes, så atomkraft kan indgå i det danske energimix. Copenhagen Atomics tester i Schweiz og har kontrakt med et norsk firma om levering af thorium til brændstof. Nogle mener, at Copenhagen Atomics med sin geniale wasteburner kan blive lige så stor som Novo Nordisk og burde producere i Danmark. Vind og sol leverer i øjeblikket kun ca. 15% af vor samlede energi, da strøm kun er 20% af al energi, mens atomkraft kunne dække alle former 24/7 og ikke kræver backup af træbiomasse, der importeres i massevis fra Amazonas og andre steder for at være backup til sol og vind. Selv batteriprojekter har lange udsigter, når man tænker på, at det store batterianlæg på Bornholm ved strømsvigt kun kan dække øens strøm et par timer!

Da vort kongepar for nylig var på tur til Australien, var energiministeren med for at reklamere for vind og sol, men også i Australien er der slukket for solen om natten, og vinden blæser ikke altid og ikke alle steder. Tænk hvis de havde haft en CEO med fra Copenhagen Atomics eller Saltfoss Energy til at fortælle om de nye SMR – små atomreaktorer, der vil kunne anbringes overalt og ikke behøver at bruge de store kabelanlæg men bruge eksisterende elnetværk. Disse SMR bør også ind i det australske energimix, så man kan få mere energi og mindre udledning af CO2. Danmark kunne være i front og samtidig tjene på denne nye teknologi. CEO Thomas Jam Pedersen, medstifter af Copenhagen Atomics, har lovet at kunne levere den billigste energi af alle energityper.

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, DKA 30. marts 2026


Udgivet

i

af

Tags: