Klimakrisen blev forstærket, da Merkel besluttede at lukke atomkraftværkerne i Tyskland

Klimakrisen er vor generations største udfordring. Vi er på vej mod en temperaturstigning, der overstiger målet om højst 1,5 graders stigning i Parisaftalen, og vi ser, hvorledes klimaet forandrer sig. Det er også en krise for naturen og dens biodiversitet. Plante- og dyrearter uddør hurtigere end nogensinde på trods af indsatsen for at modvirke den globale opvarmning, som allerede er begyndt.

Tab af biodiversitet hænger bl.a. sammen med rydning af skove til brug af træ som biomasse til at brænde i kraftværker som backup for vind- og solenergi. I dag er mange kraftværker og brændeovne omdannet fra afbrænding af kul til afbrænding af træflis og -piller. I EU vedtog man i 2009 at kalde biomasse af træ for CO2 neutral, men i virkeligheden er afbrænding af træ ligeså slemt eller værre end kul. Rydning af skove resulterer også i udryddelse af skovenes biodiversitet. Dyr, store og små forsvinder, og nogle udryddes og kommer aldrig igen.

Efter COP27 klimatopmødet i Egypten i november 2022 afholdt man naturens biodiversitets konference COP15 i december 2022 i Canada, og selvom der ikke var megen fokus på den, er den vigtig, for ødelægges naturen, ødelægges klimaet tilsvarende. FN’s generalsekretær António Guterres udtrykte det nogenlunde sådan: Vi begår selvmord ved at ødelægge natur og biodiversitet! Der blev sat mål for beskyttelse af natur og biodiversitet inden 2030, forslag om halvering af madspild samt bevilling af mindst 200 mia. dollars årligt til bevarelse af biodiversitet o.a.

Beskyttelse af natur og biodiversitet hænger sammen med beskyttelse af klimaet. Det forstod man ikke i Tyskland, da tidligere kansler Merkel i 2011 besluttede at lukke de tyske atomkraftværker senest 2022. De er alle ved at lukke, hvis ikke man pga. forsyningssikkerhed beslutter at udsætte lukning af de sidste reaktorer. Man er i Tyskland ved at åbne en tidligere brunkulsmine Garzweiler ved landsbyen Lützerath, som allerede er ryddet for beboere. Minen dækker et område på 35 km2, men foreløbig er man forhindret af rasende demonstranter, som på en måde er medskyldige, fordi de netop opponerer mod atomkraft og kun vil have vind, sol o.l., som slet ikke kan levere energi nok uden backup af russisk gas eller biomasse af træ. Brunkul er værre end kul og udleder store mængder CO2 og svovl ved afbrænding. Kun minens ejere kan glæde sig over brug af brunkul.

Den grønne omstilling i Tyskland og i Danmark er rent fup, for i virkeligheden er over halvdelen af den vedvarende energi backup med afbrænding af træ-biomasse o.l. Internationale forskere kritiserer og mener ligefrem, at Danmarks klimaregnskab er svindel (TV2.dk, sep. 2019). Danmarks største grønne energikilde er træ importeret fra hele verden, og rydning af skove er med til at forstærke klimakrisen, men de fleste danskere tror, at den grønne energi kommer fra vindmøller.

Det tæller ikke med i vort klimaregnskab, når det foregår i udlandet, men klima og natur er et globalt anliggende, og måske derfor har man nu oprettet et ministerium for global klimapolitik. Den udnævnte minister for dette anliggende Dan Jørgensen vil dog sikkert føre sin egen vedvarende energipolitik videre på globalt plan, hvilket vil medføre endnu mere skovrydning og udryddelse af dyrearter/biodiversitet. Det skyldes hans ide om at sprede ideen om vind og sol til andre lande og fortsat bruge backup af træ-biomasse, der rydder endnu flere skove. Det er en forkert kurs.

Borneos regnskove er i årevis blevet reduceret og erstattet af lige rækker palmeolietræer, der skal bringe store indtægter til landet eller snarere til nogle firmaer og investorer. Den kendte Borneo orangutang kan ikke leve blandt de nye træer og dræbes eller dør af sult, når de gamle levesteder forsvinder. Næsten det samme sker i Amazonas, hvor regnskoven hurtigt forsvinder og omdannes til landbrugsjord, indtil jorden udsultes eller rammes af tørke. De indfødte stammer, der har levet i tusind år i regnskoven er der ikke længere plads til, og dyr og planter forsvinder for altid. Men det bekymrer ikke danske politikere, der stadig tillader import af træ både fra Amazonas og også fra USA og andre steder, hvor der er penge i at sælge træmasse til biobrændsel. I Danmark sætter man bio- foran mange ting og kalder det grønt og bæredygtigt. Men det er ofte en falsk varebetegnelse.

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com, DKA 16. januar 2023


Posted

in

by

Tags:

en_GBEnglish